Annonce

Om Sportsdykkeren 2.0

Velkommen til det genopstandne Sportsdykkeren.

 

Som formand Jesper så fint redegør for i sin spalte på næste opslag, som faktisk bør læses først, har DSF valgt at tage et stort, men nødvendigt, skridt ind i den digitale tidsalder hvorfor Sportsdykkeren fremover udkommer i digitalt format – et skridt som mange andre publikationer, herunder dagblade, enten allerede har taget eller er i færd med at tage.  

Selvom der er noget hyggeligt over at kunne slænge sig i sofaen med et papir-magasin, så er udviklingen, tidsånden og i særdeleshed økonomien løbet endegyldigt fra det trykte format. Til gengæld kan det digitale format så meget mere og mange af os har alligevel for længst vænnet os til at læse nyheder på mobiltelefoner og tablets.

Sportsdykkeren er som medlemsblad hele forbundets blad og fælles kommunikationskanal og derfor vil det fremover blive stykket sammen i samarbejde med forbundets medlemmer som redaktionen fremover vil lægge sig i selen for at udvikle.

I første omgang var det dog vigtigere at få bladet op at stå og atter udgivet uden yderligere forsinkelser.

Denne første udgave bør derfor ses som en slags betaudgave og et koncept der skal rettes til og finpudses henad vejen. Men nu er vi hvert fald i gang igen. So far, so good.

Planen herfra, og det behøver absolut ikke være nogen hemmelighed, er først at få Sportsdykkeren ind i en smult gænge og derpå men delvist sideløbende opbygge et tilhørende nutidigt website der kan servicere de løbende friske nyheder og bekendtgørelser ind imellem udgivelser af nye numre af Sportsdykkeren.



For dem der ikke allererede kender mig kan jeg kort berette, at jeg i de sidste 18 år har udgivet det internationale og engelsksprogede dykkermagasin X-Ray Magazine, som var det første og nu er det største digitale publikation indenfor rekreativ dykning. Før det, sidst 1990erne og op til den anden side af årtusindskiftet, var jeg chefredaktør på den danske del af magasinet Dyk.



Herudover har en uddannelse som biolog og indenfor Medie- og Kommunikation bidraget med nyttig faglig ballast.

Jeg har i alle disse år deuden haft en kollegial kontakt til de forskellige redaktører af Sportsdykkeren og diskret givet en mindre hånd med her og der, når det kneb.

Selvom det var et stort skridt var det derfor heller ikke et kæmpespring at sige ja tak til hjælpe med at få Sportsdykkeren rejst op igen.

Efter en del betænkningstid, for det er en større opgave, accepterede jeg opgaven og ansvaret, fordi jeg selv tog mit første (CMAS**) dykkercertifikat, i en klub under DSF, som jeg var medlem af i mange år. På en måde vender jeg derved tilbage til mine dykkermæssige rødder.

Det føles derfor godt at kunne give noget tilbage og gøre en forskel frem­over. Jeg ser i hvert fald frem til samarbejdet med DSFs bestyrelse, udvalg, klubber og menige medlemmer for at udvikle, styrke og profilere DSF fremover. Det skal nok blive godt alt sammen.

— Peter Symes

Redaktør

Annonce