If you can meet with Triumph and Disaster  
And treat those two impostors just the same...

Yours is the world and everything that's in it...

— uddrag fra digtet, "If", af Rudyard Kipling

Teknologi, især hvis den er til at betale, kan komme os til gavn på så mange forskellige måder. Digital video med små kameraer har for eksempel gjort en fantastisk forskel i det arbejde, vi kan udføre som trænere og instruktører og for at udvikle potentialet hos atleter og elever. Når det gælder udvikling af færdigheder, er kvaliteten og umiddelbarheden af feedback forbløffende. Vi kan bruge programmer som Quintic og Dartfish til dybere bevægelsesanalyse og til at illustrere de pointer, vi som trænere eller instruktører ønsker at fremføre.

> Taktisk eller teknisk kan vi se på udnyttelse af stikord, mønstergenkendelse, indlæringsmekanismer osv. Det er ret utroligt. Sagen er bare den, at selv når vi forstår at udnytte alle disse værktøjer, udgør det imidlertid kun det halve arbejde!

Det er nemlig en gennemgående fejltagelse eller mønster, som jeg ser gentaget, når jeg analyserer andre sportsgrene, jeg har været involveret i. Når noget går galt, bruger vi timer på at analysere, finde ud af hvad fejlen eller anomalien var, tackle fejlkæden, løse problemet; og derefter, i træningssessionen, ændre adfærden eller deltagerne, indtil problemet og fejlen er rettet. 

Men når vi derimod lykkes med vores forehavende eller vinder, har vi en tendens til blot at fejre det ukritisk, og tilskrive det god forberedelse, fantastisk talent, held eller andre mulige forklaringer, der ligger lige for. Hvad der er sikkert og vist er, at vi ikke lægger samme indsats i at finde ud af og analysere, hvad der gik godt, og hvorfor vi lykkedes med tingene denne gang, og hvilke processer og adfærd, der skal gentages og indøves, indtil det bliver naturligt. Det er også vigtigt at finde ud af, om vi bare var heldige denne gang.

• Succes er ikke endegyldig.

• Fejl er ikke fatale.

• Det er modet til at fortsætte, der tæller.

Målestokken for succes

Antallet af ikke-dykkere eller fritidsdykkere, jeg møder, som fortæller mig, at de umuligt kunne overveje dyb rebreather-dykning eller grottedykning – og jeg holder meget af begge dele – er overvældende. De fortæller mig gerne, at jeg er modig, og nogle gange, at jeg er dum. Det kan være, at de begge har ret, hvem ved. 

Men det, der giver mig modet til at foretage disse dyk, er visheden om, at jeg er blevet omhyggeligt trænet af de bedste instruktører, jeg kunnet finde. At jeg regelmæssigt har øvet og repeteret de færdigheder, de har givet mig. At jeg har analyseret og reflekteret over hvert eneste dyk, jeg har foretaget, hvad enten det har været godt eller dårligt. Jeg har endda en skræddersyet logbog med specifik plads på siden, hvor jeg kan notere de områder, hvor jeg skal forbedre mig.

Så hvad reflekterer jeg over? Først og fremmest om dykket blev udført i forhold til planen, hvilket i sidste ende er et udtryk for succes eller fiasko. Om hele holdet er vendt sikkert og trygt tilbage til overfladen uden uheld, er selvfølgelig et vigtigt succeskriterium. Men der er mere meningsfulde ting at reflektere over.

Schon, som var en ledende forsker inden for refleksiv praksis i coaching, foreslår, at vi reflekterer både i handling og over handling. Kabat-Zinn foreslår, at vi bliver bedre som coaches og mennesker ved at praktisere mindfulness. At være opmærksom på vores tanker og følelser i nuet.

Refleksionen skal således ikke først påbegyndes efter dykket eller begivenheden; men allerede under dykket hvor man skal være opmærksom på og notere sig, hvordan man har det, og hvad man tænker på under dykket. Først da kan vi få større værdi ud af vores refleksioner eller analyser efter dykket. Jeg foretrækker at bruge nogle enkle kognitive adfærdsteknikker til at forbedre refleksioner i og om handling, men det er værd at udforske andre. Kognitive adfærdsmæssige tilgange passer godt til min egen tænkestil.

Mindfulness

Reflekter over dine tanker, følelser og handlinger fra det øjeblik, du begyndte at forberede dig på dykket, til udstyret er skyllet og pakket væk. Vær opmærksom på, hvad der udløste disse tanker og følelser. Var der distraktioner? Betagende natur, fantastiske grotteformationer, små problemer med udstyret, ubehag osv. Var der ting, du gjorde, som forstærkede din oplevelse af dykket, følelsen af at være bevidst og forbundet og i fuld kontrol? Hvordan påvirkede andres adfærd og humør dig? Hvordan var din forberedelse i de foregående 24 timer, herunder søvn, rejse, kost, hydrering, mentale billeder af dykket, planlægning og gennemgang, klarhed over missionen, research om forholdene?

Held

Gør rede for og vær ærlig omkring held. Hvis du overskred grænserne for træning eller erfaring uden negative konsekvenser, var du heldig. Men hvis du ikke har haft træningen til at forstå hvorfor, vil meningsfuld refleksion være svær.

For noget tid siden talte jeg med en meget dygtig dykker, som lige havde afsluttet et udvidet dykkerkursus med et 55 m dyk på luft. Dykket blev foretaget i selskab med fire andre meget erfarne dykkere, herunder to tekniske instruktører for at opfylde uddannelsesstandarderne og for at give dykkeren en god oplevelse. De ville gerne lave endnu et dybt luftdyk for sjov.

Jeg stillede de sædvanlige spørgsmål om ilttoksicitet og narkose, især hvis der var stress osv. Dykkeren følte ikke, at det var et problem for dem. De ville gerne spare penge på trimix. Jeg spurgte derefter, om der havde været problemer med gastæthed og blev så mødt med et tomt blik. Det er vel fair nok – det er ikke rigtig på uddannelsesorganisationernes pensum før avanceret trimix.

Sagen er bare den, at dykkeren ikke vidste, hvad han ikke vidste om alle risici ved dyb luftdykning, og stort set baserede sin vurdering af risici på ilttoksicitet og narkose. Det er da muligt, at han kan nyde en lang dykkerkarriere med dybe luftdyk og spare på heliumudgifterne i årevis, i lykkelig uvidenhed. Men hvis han foretager 50 dybe luftdyk uden uheld, vil han været meget, meget heldig.

Tænk ikke kun på hvad, men også på hvordan og hvorfor. Det er vigtigt, at man investerer lige så meget tid i de gode dyk, hvor alt forløb perfekt, som i de dyk, hvor tingene gik skævt i et eller andet omfang.

Et sikkert og fantastisk dyk er ikke noget man opnår på en dag. Og 5.000 dyk er heller ingen garanti herfor, medmindre det har været meningsfulde dyk, og du har reflekteret over og lært af hvert enkelt. Hvert dyk har noget at lære os, og de positive erfaringer er sjovere end de negative, sjovere at analysere og reflektere over, og de vil styrke gode tanker, vaner og følelser, som vil gøre dykning sjovere og meget mere sikkert.  ■